|
|
||||
|
| ||||
|
Spilleregler for skat
4. mand: Ved deltagelse af 4 spillere, skal 4.-manden give kort. Denne har desuden ret og pligt til at følge spillets afvikling og gøre opmærksom på uregelmæssigheder under spilafviklingen. Desuden gælder, at 4.-manden ikke må se skaten. Sker dette fratrækkes synderen 50 strafpoints Blanding: Blandes ikke efter reglerne, kan alle spillere kræve ny blanding. Kortgivning: Sker der fejl under kortgivning eller den forkerte giver kort, skal der gives om af samme kortgiver. Reize ( at melde): Den foreskrevne reizerækkefølge skal følges, og forhånden kan nøjes med at holde den afgivne reizning.Den afgivne reizning er bindende. Afbrydes reizerækkefølgen enten ved at tage skaten op eller kortene lægges åbent på bordet, er spilleren udelukket fra at reize videre. De øvrige spillere er ikke længere bundet af deres reizninger, men kan afgøre om de ønsker at passe eller reize videre. Skaten: Efter afsluttet reizning er spilleren ejer af skaten, og trykkede points heri tilhører denne. Skatbytte skal være tilendebragt, og de 2 skatkort skal ligge med billedsiden ned, før der må ske spilmelding. Spilmelding: Spilleren skal herefter melde, hvilket spil der ønskes spillet. Meldingen må kun ske på baggrund af de 10 kort ,spilleren vil spille sit meldte spil med. Meldingen er 100% bindende. Har man trykket flere eller færre kort end 2 i skaten, er spillet tabt. Ved melding på bordet, skal kortene enten lægges forud for melding eller -på bordet - skal meddeles i direkte forlængelse af meldingen. Efter melding må der ikke trykkes om. Før melding må spilleren vise alle kortene til modspillerne, også skaten, men når melding er afgivet, skal hver spiller have 10 kort i spil. Overreize: Er spilmeldingen lavere end reizningen, skal spilleren spille modspillerne skrædder eller sort. Meldes et lavere nolospil end reizningen er spillet tabt og opgøres med baggrund i det næste højere nolospil. Ansige: Spilleren må kun ansige skrædder og sort ved spil af hånden. Ved skatbytte slettes meldingen, og der spilles videre, som om meldingen ikke er afgivet. Modspillerne: Modspillerne må afvente spillerens spilmelding og må hverken før eller under afviklingen ikke vise nogen af sine kort eller på nogen måde meddele sig, så det kan opfattes som en spiloplysning til medspilleren. Ved brud herpå, kan spilleren kræve spillet stoppet og opgjort. Udspil: Forhånden skal altid spille ud og derefter skal stikvinderen spille ud. Spilles forkert ud, kan alle kræve spillet stoppet og opgjort. 1. stik: Når 1. stik er vendt , er spillets afvikling igangsat, og fejl forud herfor, kan ikke stoppe spillet. Eneste undtagelse, der kan gøres gældende, er fejlagtig trykning til skaten, der altid betyder tabt spil. Spørge (duble og kontra): Dette er ikke tilladt, idet det opfattes som en oplysning mellem modspillerne, og behandles som sådan. Bekende kulør: Under spillet skal alle spillere bekende kulør. Fejl herved stopper omgående spillet og dette opgøres. Opdages fejlen senere, kan den ankende spiller kræve stikkene gennemgået ned til fejlen. Har denne ret i sin påstand, gøres spillet op på dette sted. Har denne uret i sin påstand har modparten ret til få spillet opgjort til sin fordel på samme sted. Er spillet slut, men kortene fortsat fordelt hos parterne, som de er spillet , kan den ankende spiller stadig kræve stikkene gennemgået efter samme regler. Spilafvikling: Principielt skal hvert spil spilles til ende og kan kræves spillet til ende. Er der enighed om at stoppe spillet, når det ved nolovert eller nolodækker står klart, at spilleren ikke kan gives stik, er dette tilladt. Melder spilleren, at denne kan få de resterende stik stoppes spillet. Er dette ikke tilfældet, tilfalder alle resterende kort modspillerne, og spillet opgøres. Melder spilleren, at modspillerne må spille efter kortene, opgøres spillet på grundlag heraf. Smides kortene uanset spillet ikke er ophørt, tilfalder kortene modparten, og spillet gøres op. Oplysninger: Enhver spiller har under spillet lov til få oplysninger om oprindelig melding, samt om, hvem der på et hvilket som helst tidspunkt har udspilspligten. Det er tilladt at kræve det sidste stik vendt. Dette må kun ske af indehaveren af stikket og kun de 3 kort stikket består af. Vendes flere kort stopper spillet og gøres op. Så snart et stik er vendt, er det det sidste stik. Modspillerne må kun kræve at få skrædder, når der spilles på bordet og kun, når de kan bevise rigtigheden heraf. Er første stik ikke vendt, må spilleren se skaten. Tilskuere: Det er tilladt for tilskuere at se på spillet, men de må ikke blande sig eller på nogen måde kommentere spillet. Kræver blot een af spillerne, at tilskuerne skal trække bort fra bordet, skal dette efterkommes. Opgørelse: Hver spillepart skal samle de vundne stik ind og hver for sig optælle de erhvervede points. På baggrund heraf skal opnås enighed om resultat og værdi. Vundet spil: Ved vundet spil får spilleren tilskrevet den opgjorte pointsum. Tabt spil: Ved tabt spil får spilleren fratrukket det dobbelte af den opgjorte pointsum. Modspillerne får ikke tillagt points for det tabte spil. Pasmelding: Modtager forhånden pasmelding fra mellemhånd og baghånd straks fra starten, kan forhånden vælge enten at fastholde pasmeldingen, hvorefter spillet streges, eller vælge at tage skaten op, hvilket forpligter forhånden til at spille. Slutopgørelse: På opgørelsesskemaet føres spillernes points ned sammen med antal vundne og tabte spil. For de enkelte spillere tillægges 50 points for egne vundne spil med fradrag af egne tabte spil. Desuden tillægges 40 points for alle tabte spil hos modspillerne ved 3-mandsborde og 30 points ved 4-mandsborde. Tvister: Uenigheder afgøres af den valgte dommer. Dommerens afgørelse er bindende for den aktuelle turnering, og kan ikke senere ændres. Enhver klub eller spiller kan imidlertid indsende domsafgørelsen til ordens- og regeludvalget i Dansk Skat Union til bedømmelse og tydeliggørelse i reglerne.
| ||||
|